Fyns Politi anmoder offentligheden om hjælp i en sag, hvor der blev kastet sten mod et tog.

Episoden fandt sted onsdag eftermiddag på Middelfart Station, hvor en togfører får øje på tre teenagedrenge på mellem 14 og 16 år, da han skal til at køre videre fra spor 3.

»Idét han sætter i gang, bliver der kastet sten på toget. Umiddelbart er der ingen skader – hverken på tog eller personer,« fortæller vagtchef ved Fyns Politi Anders Furbu Therkelsen til B.T.

Stenkastet skete omkring klokken 17.55. Herefter tilkaldte togføreren politiet, der tog ud for at afsøge området. Dog uden held.

Ligeledes har politiet gennemgået videoovervågning fra området, men foreløbigt har de kun togførerens beretning om episoden.

Derfor efterlyser politikredsen nu vidner, der kan hjælpe med at opklare, hvad der er sket.

Har man overværet episoden eller ved noget, kan man kontakte politiet på 114, lyder det.

Ifølge vagtchefen var den dreng, der kastede stenen, iført blå bukser og en sort hættetrøje.

Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser det får for drengene, hvis politiet finder frem til dem.

Ifølge vagtchefen skal politiet først og fremmest vurdere, om de kan sigtes på grund af deres alder.

Kan de det, bliver de formentlig sigtet i henhold til ordensbekendtgørelsen.

Hvis det desuden viser sig, at stenkastet har forvoldt skader på toget, kan de ligeledes blive sigtet for hærværk.