I forbindelse med en skudepisode i Greve beder politiet offentligheden om hjælp.

Hjælpen drejer sig nærmere bestemt om oplysninger vedrørende en sort Audi A4 med litauiske nummerplader.

Klokken 23 fredag aften blev en 36-årig mand ramt af skud i benet ved Agerhuset i Greve, hvorefter gerningsmændene flygtede i den føromtalte Audi A4.

Bilen blev efterfølgende fundet udbrændt i et skovområde på Klausdalsbrovej ud for nr. 500 i Herlev.

Henover weekenden har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket sagen.

Og nu er politiet kommet frem til, at bilen også blev set på Godsvej i Greve før selve skyderiet.

I bilen befandt sig tre maskerede mænd, lyder det i politiets døgnrapport.

Politiet beder derfor borgere, som har set den sorte Audi A4 før skyderiet, eller da den kørte væk fra gerningsstedet ved Grøftehuset i Greve, om at henvende sig til politiet.

Politiet er særligt interesseret i informationer, såfremt den sorte Audi A4 har været inde på tankstationer, restauranter eller lignende fredag aften.

Også personer, som har set den sorte Audi A4 ved Klausdalsbrovej før klokken 23.22, hvor den blev brændt af, bedes kontakte politiet, hvis man ligger inde med oplysninger om personerne eller eventuelle andre køretøjer på stedet.

Har man oplysninger, kan man kontakte politiet på telefon 114.

Manden, der blev ramt af skud fredag aften, er uden for livsfare.