En 33-årig mand er fortsat indlagt på Rigshospitalet med et alvorligt hovedtraume efter et masseslagsmål på Korsdalsvej i Rødovre mandag eftermiddag.

Politiet efterforsker nu sagen, men har fortsat ingen anholdte.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Peter Malmose, til BT.

Tidligt tirsdag morgen lød meldingen, at den 33-årige fortsat var i kritisk tilstand, og sent tirsdag eftermiddag er der ikke meget nyt om hans tilstand.

»Der var alvorlige skader, og det er det, vi ved. Der er ingen tvivl om, at han er kommet svært til skade, og han er fortsat indlagt,« siger Peter Malmose.

Mandag klokken 17.42 modtog politiet anmeldelsen om et slagsmål, der foregik foran et autoværksted på Korsdalsvej i Rødovre. Den 33-årige modtog hjertemassage på stedet, inden han blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter, og derudover blev yderligere tre kørt til hospitalet. De er dog udskrevet igen.

Tidligere tirsdag forklarede efterforskningsleder Ole Nielsen, at det muligvis er en nabostrid, der var årsagen til slagsmålet.

»Foreløbig har vi kun den ene parts forklaring. Men ifølge dem er det nabostridigheder, der udløser det her. Det er en uenighed om nogle fællesarealer, der udløser det,« sagde Ole Nielsen.

Vicepolitiinspektør Peter Malmose oplyser tirsdag eftermiddag, at det dog ikke er det eneste mulige motiv, man arbejder ud fra i øjeblikket.

»Det er en af flere hypoteser, som vi skal have afklaret i løbet af efterforskningen,« siger Peter Malmose, som dog ikke ønsker at gå i detaljer med, hvilke andre hypoteser politiet arbejder med.

Politiet vil desuden meget gerne høre fra vidner, der kunne have oplysninger i sagen.

»Hvis nogen har været vidner eller i øvrigt har vidende om sagen, vil vi rigtig gerne høre fra dem. Vi har talt med flere vidner, men der kan sagtens være nogen, der har yderligere informationer,« siger Peter Malmose.