20. december sidste år lå en 19-årig kvinde fra Nykøbing Sjælland og sov med sin kæreste.

Pludselig bemærkede hun en hånd på sin krop. Hun troede, det var kæresten, men kort efter kunne hun høre en person forlade værelset.

Det fik hende til at vække kæresten, som løb ud for at lede efter den ukendte mand, men uden held.

Det havde nok bare været en drøm, tænkte de begge.

Men klokken 6 om morgenen den 24. december skete det igen. Derfor leder politiet nu efter vidner, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Den 19-årige kvinde råbte efter den ukendte person, der løb fra stedet og smækkede døren.

Klokken 04.15 samme morgen var en mand løbet gennem havelågen til en 29-årig kvinde i Nykøbing Sjælland, mens hun sad på terrassen og røg en cigaret.

Hun løb ind i huset, da hun så manden, der efterfølgende forsvandt.

Derfor kan der være tale om samme mand, som under to timer senere, gik ind til den 19-årige kvinde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden beskrives som mellem 170 og 175 centimeter høj.

Han var iført mørkt tøj med hætten trukket over hovedet. Derudover snøftede han flere gange højt.

»Politiet efterforsker i øjeblikket sagen, men har brug for at høre om andre personer i samme område har haft samme oplevelse. Har man oplevet noget tilsvarende, så kontakt politiet på 114,« lyder det.