Politiet efterlyser ung mand: 'Det er en alvorlig hændelse'
En 17-årig sidder stadig varetægtsfængslet i sagen, som handler om et forsøg på ildspåsættelse.

En 17-årig sidder stadig varetægtsfængslet i sagen, som handler om et forsøg på ildspåsættelse.

Københavns Politi deler flere billeder af en ung mand, som efterlyses.
Han er mistænkt i en sag, politiet kalder 'alvorlig'.
Nærmere bestemt drejer det sig om et forsøg på ildspåsættelse, som fandt sted natten til den 7. juli.
Her forsøgte to gerningsmænd ifølge politiet omkring klokken 01.21 at kaste en molotovcocktail ind gennem et vindue, som de kort forinden havde knust med en sten på en adresse på Charlotte Muncks Vej i Københavns Nordvest-kvarter.
Flasken med den brændbare væske ramte dog husmuren og faldt derefter ned på vejen uden, at nogen kom til skade, skriver Københavns Politi på Politi Update.
En 17-årig dreng blev anholdt få tre dage efter hændelsen, men medgerningsmanden har politiet endnu ikke fået identificeret og anholdt.

»Det er en alvorlig hændelse, som heldigvis endte uden, at nogen kom til skade. Vores efterforskning har ført til anholdelse af en person, men vi har en mistænkt mere, som vi leder efter,« siger politikommissær Ida Lund fra Københavns Politi.
»Jeg vil gerne opfordre ham til at melde sig selv, men vi vil også meget gerne høre fra borgere, der kan hjælpe os med at finde frem til ham og få ham identificeret,« tilføjer hun.
Udover billederne deler Københavns Politi følgende signalement af den efterlyste:
Omkring 15-19 år gammel
Cirka 175 centimeter høj
Spinkel til almindelig af bygning
Mellemlangt mørkt hår med krøller
Han var på gerningstidspunktet iført mørk trøje med hætte, mørke bukser og mørke sko med hvid sålkant på nær ved spidsen som var sort.
Kan du genkende manden på billederne, kan du kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.
Den 17-årige, som er anholdt i sagen, sidder fortsat varetægtsfængslet.