De lod som om, de var kunder, der kiggede på smykker til deres koner.
I virkeligheden var de tricktyve, som i al ubemærkethed stoppede kostbare varer for tusindvis af kroner i lommerne.
Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde to mænd, som er efterlyst i forbindelse med et tricktyveri i Randers i oktober.
16. oktober gik de ind hos guldsmeden Houmeden Gulv, Sølv og Ure i Randers.
De kontaktede en ekspedient, som de talte med på tysk.
De fortalte, at de kom fra Tyrkiet, og at de var på udkig efter smykker til deres koner.
Først efter, at de to mænd havde forladt butikken, opdagede ekspedienten, at mændene havde stjålet flere smykker.
De slap afsted med ringe og armbånd til en samlet værdi af mere end 120.000 kroner.
Politiet har udsendt et signalement på de to mænd:
Gerningsmand A, der stjal smykkerne fra disken, beskrives som:
Cirka 35-45 år gammel og cirka 180 centimeter høj. Han var kraftig af bygning. Mørk i huden, med sort hår og sort fuldskæg. Han bar hvid kasket og var iført en sort jakke og blå jeans. Han medbragte en hvid papirspose og talte tysk.
Gerningsmand B, der afledte ekspedientens opmærksomhed, beskrives som:
Cirka 30 til 40 år gammel. Almindelig af bygning. Mørk i huden og med sort hår. Han bar en grå sixpence og var iført sort jakke og sorte bukser. Også han talte tysk.
Begge mænd er muligvis af tyrkisk afstamning.
Østjyllands Politi har mistanke om, at de to mænd vil forsøge sig med samme fremgangsmåde i andre guldsmedeforretninger og opfordrer derfor disse forretninger til at være ekstra opmærksomme, hvis de to mænd indfinder sig.
Har du set mændene, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

