Et ungt kærestepar blev den 12. august angrebet på åben gade. Umotiveret.
Nu udsender politiet overvågningsbilleder af gerningsmændene.
Det unge par kørte med bussen 1A sent om aftenen lørdag 12. august omkring klokken 22.30.
I bussen havde der ifølge politiet været kortvarig øjenkontakt mellem den ene forurettede og to unge mænd.
Da parret stod af bussen ved krydset mellem Brostykkevej og Arnold Nielsens Boulevard, fulgte de to mænd efter.
Mændene overfaldt herefter kæresteparret. De slog og sparkede dem.
Politiet kalder overfaldet »umotiveret«.
»Politiet betragter sagen meget alvorligt, og gerningsmændene skal vide, at politiet allerede har efterforsket intenst på at få disse identificeret, og at vi ikke stopper før alle efterforskningsskridt er udtømte,« siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben til B.T.
»Vi har billeder af gerningsmændene og vi beder derfor nu offentligheden om at være os behjælpelig med at identificere gerningsmændene.«

Herunder ses politiets signalement af de to gerningsmænd.
Gerningsmand A beskrives som:
Mand, 16 til 18 år, almindelig af kropsbygning, mellemøstlig af udseende, sort mellemlangt hår, uden skæg. Gerningsmand A var iført beige og sort kasket, sort langærmet trøje med hvide striber på hver skulder, orange trøje indenunder, grå tracksuit med en sort lang stribe ned af hver ben og sorte sko.
Gerningsmand B beskrives som:
Mand, 16 til 18 år, almindelig af bygning, mellemøstlig af udseende mellemlangt sort hår, talte dansk.
Gerningsmand B var iført mørkegrøn kasket med to mærker foran, sort vest, grå langærmet trøje, grå bukser, sort og hvide sko.
Københavns Vestegns Politi hører meget gerne fra vidner til sagen eller borgere, der kan genkende de mistænkte gerningsmænd på billederne.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes hele døgnet på 43861448.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.
