Han kørte i den forkerte side af vejen, ramte en pickup-truck og havde nær kørt ind i både en motorcyklist og en fodgænger.

Og nå ja, så havde han heller ikke noget kørekort.

Var du ude at køre i Randers og omegn mandag i sidste uge, og så du en bil, som kørte fuldstændig vanvittig, så vil politiet gerne høre fra dig.

Østjyllands Politi søger nemlig vidner, der 20. juni mellem klokken 16 og 18.30 så en rød Opel Corsa, som kørte vanvidskørsel i en grad, at føreren nu er sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare.

Køreturen gik fra Søndergade i Mariager gennem Assens by og Gassum, inden chaufføren til sidst forulykkede i Randers centrum.

En 32-årig mand blev anholdt og sigtet efter køreturen, men politiet har brug for at få fastslået, hvem der kørte bilen, og hvilke strafbare forhold han begik på turen mellem Mariager og Randers.

Har du set nogle af de omtalte episoder, eller har du været vidne til andre færdselsovertrædelser, hvor den røde Opel Corsa var indblandet, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.

Bilen har registreringsnummer BW 18414.