En ung mand blev formentlig udsat for et væbnet røveri i området omkring Nygade i Silkeborg 14. maj omkring klokken 21.40.

Politiet har efterforsket to andre røveri-forhold i samme sag, og en person er sigtet og varetægtsfængslet i sagen.

Men de efterlyser nu en tredje person. Et offer. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse. 

»Vi mener, der er en tredje person, som også har været udsat for røveri under trusler med en kniv. Vi vil meget gerne i kontakt med den forurettede,« siger Peter Justesen, der er leder af Efterforskning ved lokalpolitiet i Silkeborg. 

Det mulige offer beskrives som 18-26 år, 175 – 185 centimeter høj, almindelig af bygning, mørkt, kort hår, iført en hvid trøje med hætte, sort dynejakke, sorte bukser og sorte sko.

Et vidne har oplyst, at det tredje mulige offer for røveri måske hedder 'Magnus' til fornavn.

Hvis du har oplysninger om manden, så hører politiet gerne fra dig på telefonnummeret 1-1-4. 

Oplys gerne journalnummer 4100-75329-00001-26, lyder det.