Politiet beder nu om hjælp til at finde en mand, der er mistænkt for et overfald på Avedøre Station på Sjælland i marts.

Søndag den 31. marts 2019 omkring klokken cirka 19.20 blev en 54-årig mand overfaldet af en yngre mand på Avedøre Station i Hvidovre.

Overfaldet skete på perronen, hvor ofret sad og ventede på toget, da gerningsmanden opsøgte ham. I forbindelse med overfaldet blev forurettede tildelt flere knytnæveslag, ligesom der blev spyttet på ham.

»Vi håber, at offentligheden kan hjælpe med at identificere den mistænkte på baggrund af overvågningsbillederne,« siger politikommissær Stefan Asmussen fra Københavns Vestegns Politi.

Foto: Politi
Vis mere

Gerningsmanden beskrives som:

- mand af anden etnisk herkomst end dansk,
- ca. 25 år
- 175-180 cm høj, almindelig af kropsbygning, brun i huden, sort mindre hageskæg.
- talte dansk med accent.

Han var iført en jakke, som var hvid på maven, pink på brystet, blå på ærmerne og med hvid hætte, blå jeans, sorte sko og en grå/sort cap.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på 43 86 14 48, hvis du har oplysninger i sagen