Sydøstjyllands Politi har valgt at dele flere billeder af en mand, man mistænker for at stå bag et overfald.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Lørdag 20. august blev en 31-årig mand udsat for vold med en kniv i Gothersgade i Fredericia.

Politiet mener, at en mand, der menes at være mellem 18 og 20 år, står bag.

Foto: Sydøstjylland Politi
Vis mere

I forbindelse med efterlysningen har politiet udsendt følgende signalement:

  • 18-20 år med en højde på 170-180 centimeter og spinkel af bygning.
  • Beskrives som mellemøstlig af udseende med brun hud og sort hår, der er længere og let krøllet øverst på hovedet, men kortklippet i siderne.
  • Han har skæg, der er er lidt længere ved hagen og med en tynd stribe skæg ved ørerne og til hårgrænsen.

20. august mener politiet, at han var iført en sort T-shirt, sorte sko, mørkeblå jeans i denim stof, der havde huller i stoffet, herunder blandt andet på højre knæ og ved hver forlomme.

Herudover var han også iført en sort kasket, der var mønstret foran ved panden og på skyggen i en beigeagtig farve. Han var bevæbnet med en kniv i linningen i højre side af bukserne.

»Genkender du manden på billedet, så kontakt venligst straks politiet,« oplyser politiet.

Politiet vil også gerne høre fra dig, hvis du kan hjælpe politiet med at finde frem til den formodede gerningsmand. Kontakten foregår på telefon 114.