Københavns Vestegns Politi efterlyser en ung mand, som har kastet sten efter politiet.

Det skete under uroligheder i Albertslund 15. april, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Urolighederne opstod, da Rasmus Paludan fra Stram Kurs havde planlagt en demonstration i byen, som dog aldrig blev til noget.

Den unge mand på billederne mistænkes for at kaste sten efter politifolk i området over flere omgange.

Foto: Københavns Vestegns Politi
Vis mere

Stenene blev kastet på et grønt område ved Vindruens Kvarter lidt før kl. 19. 

Stenkasteren beskrives som en ung mand, 18-23 år, 170-180 cm høj og almindelig af bygning.

Han var iført en sort jakke med hætte, sorte træningsbukser med en hvid stribe på siden og lyse sko.

»Vi beder nu offentligheden om hjælp til at få sat navn på den unge mand – men han er selvfølgelig også velkommen til selv at henvende sig,« siger politikommissær Andreas Mollerup, Københavns Vestegns Politi.