Onsdag tidlig morgen omkom en 39-årig kvinde på stedet efter en påkørsel på Avedøre Havnevej.

Nu efterlyser Københavns Vestegns Politi den mand, som kvinden var sammen kort før ulykkestidspunktet.

Men også alle andre, der var til stede på vejen i Hvidovre mellem kl. 03.10 og 03.30 onsdag morgen, beder politiet nu om kontakte dem.

Det deler politikredsen i en pressemeddelelse.

Kvinden blev erklæret død på stedet som følge af sine kvæstelser fra påkørslen onsdag tidlig morgen. De pårørende er blevet underrettet.

Men føreren af bilen, der påkørte den 39-årige kvinde, er stadig ikke fundet, og han må også hjertens gerne melde sig til politiet, lyder det igen.

»Vi mangler stadig at identificere det køretøj og den fører, som har ramt hende, og vi arbejder fortsat på at få klarlagt omstændighederne omkring ulykken,« siger politikommissær og efterforskningsleder Søren Andersen fra Københavns Vestegns Politi nu.

Men den foreløbige efterforskning har indtil videre vist, at den nu afdøde kvinde kort forinden påkørslen fulgtes med en mand på den nærliggende Biblioteksvej.

Og særligt ham er Københavns Vestegns Politi altså nu interesseret i at komme i kontakt med.

Men alle, der kan have set eller have oplysninger om dødsulykken på vejen i Hvidovre, opfordres til at kontakte politikredsen på telefon 4386 1448.