Politiet beder borgere om hjælp til at finde mand efter brand i ejendom.

Efter en voldsom brand i en ejendom i Ruds Vedby beder politiet offentligheden om hjælp til at finde beboeren, den 68-årige Kiehn Georg Andersen.

Branden i huset på Kalundborgvej blev opdaget søndag morgen, men trods en omfattende efterforskning natten til mandag og mandag formiddag har politiet ikke været i stand til at finde den savnede.

Derfor offentliggør Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag et foto af den 68-årige.

I forbindelse med sagen har politiet blandt andet brugt hundepatruljer og droner.

Alle, der måtte vide noget om Kiehn Georg Andersens færden lørdag og søndag, opfordres til at kontakte politiet på 114.

/ritzau/