Østjyllands Politi efterlyser en blotter, efter de modtog en anmeldelse fra en pædagog, der var på tur med en flok børnehavebørn.

Tirsdag klokken 10.41 kontaktede pædagogen politiet, efter hun oplevede, at en mand blottede sig foran hende og børnene.

Det skriver Østjyllands Politi, der nu efterlyser manden på Twitter.

Manden blottede sig foran pædagogen og børnene i Marselisborgskoven ved Strandvejen i Aarhus, hvor børnehaven var på tur.

Heldigvis opdagede børnene det formentlig ikke, skriver politiet.

'Vi har patruljeret i området, men har ikke fundet manden,' oplyser politiet.

De giver følgende signalement af manden:

- + 60 år

- Iført sixpence-hat og cowboybukser.

- Kørte på en sort herrecykel med et hvidt net bag på.

Ser du manden, eller har du oplysninger i sagen, skal du kontakte politiet på telefonnummeret 114.