Nordsjællands Politi efterlyser to specifikke vidner til skuddrab i Rungsted.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse, hvor de specificerer, at der er tale om et kærestepar, der angiveligt skulle have overværet skudepisoden på nært hold.

De stod tæt på hændelsen og skreg muligvis under hændelsen.

»Der var adskillige vidner på stedet, og de to har måske troet, at det ikke var nødvendigt for dem også at afgive forklaring til os, men parrets vidneudsagn kan være med til at give os et bedre overblik, så vi kan få lagt brikkerne i puslespillet korrekt,« siger vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi, Lau Lauritzen, i en pressemeddelelse.

Lørdag den 6. april 2019 klokken 18.03 blev en 20-årig mand skuddræbt på Rungsted Strandvej nær Rungsted Havn, ligesom en anden mand i samme forbindelse blev ramt af skud.

To mænd har siddet varetægtsfængslet i sagen siden april. Nordsjællands Politi anser sagen for at være et internt opgør imellem to grupper fra henholdsvis Nivå og Kokkedal.

»Vi er klar over, at det er et sparsomt signalement, men hvis parret falder over denne efterlysning, er jeg sikker på, at de kan genkende sig selv i den,« siger Lau Lauritzen og fortsætter:

»Selvom vi har talt med mange vidner, vil vi også gerne høre fra parret, da de skulle have befundet sig meget tæt på hændelsen.«

Ved du, hvem parret er eller har du oplysninger i sagen, kan Nordsjællands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.