Var det dig, der hjalp en ung kvinde hjem i Aarhus nytårsmorgen, så vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med dig.

Politiet efterlyser nemlig en kvinde og en mand, som tidlig om morgenen 1. januar fulgte en 25-årig kvinde hjem fra Frederiks Allé ved Musikhuset i Aarhus.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Den 25-årige anmeldte senere, at hun kort inden mødet med parret havde været udsat for voldtægt.

Politiets overvågningsbilleder viser, at kvinden og manden mødte den unge kvinde lidt over fem.

På det tidspunkt sad hun på en trappe mellem Musikhuset og Scandinavian Center i Aarhus.

Den 25-årige var beruset, og parret tog hende under armen og hjalp hende hjem.

Kvinden har siden forklaret politiet, at parret fulgte hende hele vejen hjem til et familiemedlem i Skt. Pauls Gade.

»Vi vil meget gerne i kontakt med kvinden og manden, da vi vurderer, at de kan have vigtige oplysninger i sagen. Desværre er billederne fra overvågningen meget utydelige, og der er ikke noget nøjere signalement af parret. Men vi tror, at man ville kunne huske episoden, og vi håber, at parret kontakter os, så vi kan få en snak med dem,« siger politikommissær Anders Schouby i pressemeddelelsen.

Er det dig, der fulgte den 25-årige hjem, så ring til politiet på telefon 114.

Af hensyn til den forurettede og den videre efterforskning i sagen, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse nærmere om sagen.