Østjyllands Politi efterlyser to mænd, der er mistænkt for narkohandel relateret til et drab på en 25-årig mand.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

'Østjyllands Politi efterlyser to navngivne mænd, som mistænkes for at have været involveret i en stor hashhandel, der kædes sammen med drabet på en 25-årig mand,' lyder det.

'Den 25-årige blev om aftenen den 22. juli fundet skudt ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, og ifølge Østjyllands Politi skal motivet til drabet findes i stridigheder om en større hashhandel i millionklassen mellem to persongrupper,' tilføjer de.

Der er tale om den 45-årige Mike Birkholm Bruus og 25-årige Omar Mohamad Meta, som altså menes at have været en del af den store narkohandel, hvor man i forvejen har varetægtsfængslet to andre mænd.

»Vi har et stykke tid ledt efter de to mænd, men da vi ikke har kunnet finde frem til dem, beder vi nu offentligheden om hjælp til at lokalisere dem. Vi mistænker dem for at have spillet en aktiv del i episoden og skal nu have klarlagt deres roller,« siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup.

En 40-årig mand sidder fortsat varetægtsfængslet for drabet på den 25-årige.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 1-1-4