Sydøstjyllands Politi leder lige nu efter 16-årige Farhad fra Vejle.

Den 16-årige dreng blev sidst set på Hummelkærsvej/Baunevej i Vejle natten til lørdag.

Sydøstjyllands Politi skriver i deres efterlysning af drengen, at 'politiet og hans familie vil sikre, at han har det godt, og ønsker at finde frem til ham, så han kan vende hjem til sin bopæl'.

Farhad beskrives som cirka 170 centimeter høj og vejer cirka 65 kilo.

Drengen er spinkel af bygning og har sort hår.

Da Farhad sidst blev set, var han iført en sort jakke med sorte bukser og sorte sko.

Hvis du ser ham eller har oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde drengen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi med det samme.

Det kan du gøre på telefon 114.