Nordjyllands Politi eftersøger torsdag aften en ung mand efter et væbnet røveri i Fakta på Markedsvej i Års.

Anmeldelsen tikkede ind kort før klokken 21, og politiet er i skrivende stund i området med flere patruljer.

Heri lød det, at gerningsmanden med en foldekniv havde truet en ekspedient til at udlevere et mindre kontantbeløb.

Herefter stak han af i ukendt retning på en rød crosser.

Gerningsmanden bliver af politiet beskrevet som værende mellem 18 og 25 år.

Han var iført en sort dunjakke og sorte Adidas-bukser med hvide striber.

Han havde en smule skæg og talte dansk.

Har man set gerningsmanden, eller har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.