Ovenfor ses billeder fra området - hvor blandt andre to betjente overvåger stedet, så ingen uvedkommende bevæger sig derind.

Kender du noget til sagen? Så tip gerne BT på 1929@bt.dk eller via Facebook.

Søndag eftermiddag oplyser Københavns Politi, at det har afspærret et område i Fælledparken i København.

Det sker i forbindelse med efterforskningen af 'personfarlig forbrydelse' søndag eftermiddag omkring klokken 13.30.

Vagtchef Carsten Reenberg hos Københavns Politi, afviser ifølge Ritzau, at fortælle, hvad det er for en forbrydelse, der har fundet sted søndag ved Fælledparken. Dog forsikrer han om, at der ikke er tale om et drab, men en anden form for personfarlig forbrydelse.

Politiet leder nu efter en gerningsmand, der skulle være en mand i alderen 30-40 år, der var 'nordisk af udseende', oplyser politiet.

Han skulle have brunt hår, grå-brunt skæg og være iført en tynd, gul jakke, der var slidt på albuen. Han havde sorte, slidte bukser med huller og bar handsker, oplyser politiet.

Ifølge BTs oplysninger afspærrede politiet området omkring på hjørnet af Jagtvej og Sereildsvej klokken 14.10.

Der var mindst syv betjente i området. Alle var iført skudsikre veste og ledsaget af hunde, fortæller BTs øjenvidne på stedet.

Folk i Fælledparken, der har nærmet sig området, har tidligere på dagen fået at vide, at de skulle forlade stedet.

Opdateres...