Han kravler over et hegn og hopper ind i baggården.

Klædt helt i sort og med en blå taske på ryggen, blev en ukendt gerningsmand natten til 29. maj mellem klokken 02.45 og 03.30 fanget af et overvågningskamera på Resedavej i Silkeborg.

Nu efterlyses han af politiet.

Inde i baggården fandt han nemlig en indkøbsvogn fyldt med affald. Hældte brandbar væske ud over den, og satte ild til.

Derefter stillede han vognen under et halvtag.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet offentliggør nu overvågningsbilleder fra parkeringspladsen i håb om, at der er borgere, der ved, hvem manden er.

Han beskrives som mellem 20 og 30 år og almindelig af bygning. Han har kort, lyst hår og var iført sorte shorts, sort jakke med hætte og en blå rygsække.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi
Vis mere

Kan du genkende manden, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.