Syd- og Sønderjyllands Politi beder tirsdag eftermiddag offentligheden om hjælp i en sag om et umotiveret overfald.

Overfaldet fandt sted lørdag mellem klokken 14 og 14.45 ud for Ringen 7 i Esbjerg, hvor to personer overfaldt en 15-årig dreng. Umiddelbart fuldstændig umotiveret.

Den 15-årige var ude at gå en tur ved Lergravssøen med en veninde, da de blev opmærksomme på, at to personer fulgte efter dem.

Drengen og veninden gik efterfølgende væk fra søen i vestlig retning mod Ringen, og det var herefter, overfaldet fandt sted.

Politiet har ikke kunnet identificere de to gerningsmænd og håber nu at komme i kontakt med borgere, der kan hjælpe.

Det kan være borgere, der selv var i området, da overfaldet fandt sted, eller andre, der har kendskab til hændelsen eller gerningsmændene.

De to mænd beskrives således:

A er mellem 15 og 20 år, spinkel af bygning, mellem 160 og 170 centimeter høj og let brun i huden.

Han havde såkaldt skinfadefrisure, hvor håret er kort i siderne og højere i toppen. I dette tilfælde omtrent fem til otte centimeter langt med midter-/sideskilning.

Hans ansigt beskrives som smalt og markeret, og han havde desuden et rødt tørklæde for munden.

Derudover var han iført mørke bukser, en mørk sweater og mørke, flade sko.

Den anden gerningsmand, B, bliver ligeledes beskrevet som værende mellem 15 og 20 år og mellem 160 og 170 centimeter høj.

Han er spinkel til normal af bygning og var lørdag iført en hue og en mørk jakke samt et blåt mundbind.

Ved du noget om sagen, opfordres du til at kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 114.