1. november i år udviklede et butikstyveri sig til et røveri i en Føtex i Roskilde. Efterforskning og tekniske spor har ikke ført til politiet til gerningsmanden, og de beder nu om offentlighedens hjælp.

Gerningsmanden købte en pakke tyggegummi omkring 12.45 i en Føtex beliggende på Jernbanegade 3 i Roskilde torsdag den 1. november.

Da manden ville forlade butikken, begyndte varealarmen at bippe, og han løb mod udgangen, hvor en medarbejder forsøgte at stoppe ham.

Det lykkedes imidlertid manden at slå sig fri, og han løb ud af supermarkedet forfulgt at to medarbejdere. Medarbejderne stoppede forfølgelsen, da røveren truede dem med at blive stukket ned.

Politiet har endnu ikke fundet frem til røveren og ønsker derfor hjælp fra folk, der kan kende til røveren, der beskrives som en dansk mand mellem 20 og 30 år. Han er 180-190 cm høj, almindelig af bygning og har lyst hår. Hans ansigt beskrives som solariebrunt og arret som følge af akne, og han har kort skæg. Han har muligvis en ørenring i højre øre.

Under røveriet var han iført en sort - og gråstribet hue, lang grøn jakke, sort trøje og en hvid t-shirt med sort mønster, grå håndværkerbukser med hvide pletter, og det politiet beskriver som "håndværkerlommer". Han bar desuden sorte kondisko med hvid sål.

Efter røveriet flygtede manden ud på busholdepladsen mod Roskilde Station og tværs over jernbanesporene til parkeringspladsen ved Roskilde Sygehus, hvor han forsvandt.

Politiet ved ikke, hvad manden stjal i supermarkedet.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Lokalpolitiet i Roskilde på tlf. 46 35 14 48 eller nærmeste politi på tlf. 114.