En 18-årig mand blev natten til søndag påkørt, og derfor efterlyser politiet nu både føreren af bilen og vidner til påkørslen.

Påkørslen skete i nærheden af Vrå i Nordjylland omkring klokken 03.31.

Den 18-åriges tilstand er stabil, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund søndag morgen.

»Det seneste, jeg fik at vide, var at han blev kørt på sygehuset, og at det umiddelbart ikke skulle være alvorligt, men vi har ikke hørt videre fra sygehuset,« lyder det fra Mads Hessellund.

Ifølge vagtchefen var den 18-årige fodgænger ved bevidsthed efter påkørslen og kunne derfor forklare, hvad der var sket.

»Hans egen forklaring er, at han kommer gående i østlig retning, og at bilen også kommer kørende i den retning. Han fortæller, at han går ude i siden af vejen, hvor bilen så rammer ham på siden af hoften,« siger Mads Hessellund.

Politiet efterlyser føreren af en lysegrå bil, der skulle have påkørt den unge mand i nat.

Nordjyllands Politi beder ligeldes om hjælp i form af vidner, der skulle have set noget på stedet.