Hvis du har set en ældre rød bil i Ribe torsdag morgen, så vil politiet gerne høre fra dig.

Og endnu mere interessant bliver du, hvis du selv har kørt rundt i morgenmyldretiden i en ældre rød bil i den sydjyske by.

Politiet i Syd- og Sønderjylland efterlyser nemlig en bilist, der torsdag morgen kørte en skoleelev ned.

På trods af ulykken standsede bilen ikke, men føreren valgte at køre videre.


Ulykken skete på Rosen Allé i Ribe lige efter jernbanekrydset.

Her holdt både bil og cyklist på rødt, men da de kørte videre, ramte bilen cyklisten.

Heldigvis slap cyklisten fra mødet med bilen med knubs.

Har du overværet ulykken, eller ved du, hvem bilisten kan være, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre fra dig på telefon 114.