Politiet efterlyser flugtbilist: Ældre kvinde kørte 12-årig dreng ned


Politiet i Syd- og Sønderjylland efterlyser en kvindelig bilist, som onsdag aften var involveret i et trafikuheld i Esbjerg.
Kvinden, som beskrives som 'en ældre, gråhåret dame', kom kørende i en hvid bil ad Strandby Kirkevej, da hun drejede ind ved Frejas Allé og ramte en 12-årig dreng, som kom cyklende.
På trods af uheldet fortsatte kvinden ad Frejas Allé mod nord.
»Hun vinker til ham og kører videre,« fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til B.T.
Drengen fik nogle skrammer i forbindelse med uheldet, men slap ellers nådigt fra sammenstødet med bilen.
»Han var en tur på sygehuset for at blive tjekket, men er heldigvis ikke kommet noget alvorligt til,« siger vagtchefen.
Nu vil politiet gerne i kontakt med kvinden eller med folk, som har oplysninger om hende.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på 114.