Nordsjællands Politi efterlyser en ung mand, som er mistænkt for at begå hærværk mod politiets fartmåleudstyr i forbindelse med en fartmåling på Vesterbrogade i Gilleleje.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Manden blev målt til 83 km/t, da han på en crossmaskine med gule skærme og tallet '27' passerede fartmåleren ved 16-tiden den 4. december 2017. Hastighedsgrænsen på strækningen er 50 km/t, så han blev naturligvis blitzet.

Men efterfølgende vendte den mistænkte ifølge Nordsjællands Politi om og kørte tilbage til det sted, hvor fartmåleren stod. Politiet mener, at manden sparkede til en trefod, så fartkameraet faldt ned og blev ødelagt.

Politiet vil gerne i kontakt med den mistænkte, som sandsynligvis bor i den nordsjællandske by Gilleleje, og anbefaler ham at melde sig selv. Også personer, som kender den mistænkte, opfordres til at henvende sig.

Henvendelser til Nordsjællands Politi i sagen kan ske på mail til tra007@politi.dk eller ved at ringe på telefon 114.

Nordsjællands Politi efterlyser denne mand, som har lavet hærværk mod politiets fartmålerudstyr.
Nordsjællands Politi efterlyser denne mand, som har lavet hærværk mod politiets fartmålerudstyr. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere