Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en yngre mand, der er mistænkt for ildspåsættelse i Silkeborg.

På to overvågningsbilleder ses den formodede brandstifter kravle over et hegn i nattens mulm og mørke.

Hegnet ligger på Resedavej 39 i Silkeborg. På den anden side af hegnet ligger en affaldsgård til storskrald, der tilhører en boligforening.

»Her fandt han en kundevogn med affald, som han formentlig hældte brandbar væske ud over og antændte. Han stillede herefter kundevognen under et halvtag til en parkeringsplads ved Resedavej 39,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Brandstiftelsen fandt sted 29. maj mellem klokken 02.45 og 03.30.

En støvsuger og en gulvventilator, der stod i indkøbsvognen, brændte ud, men branden nåede ikke at sprede sig til bebyggelse.

 

Antændelsen af kundevognen ses på et andet overvågningsbillede, som politiet ligeledes har offentliggjort i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at identificere den mistænkte.

»Der har tidligere været brandstiftelser i affaldscontainere og aviscontainere i samme område. Der er ikke noget, som indikere, at det er samme gerningsmand, men det er noget, vi gerne vil have stoppet, da det potentielt kan udvikle sig farligt,« siger politiassistent Flemming Just.

Den mistænkte beskrives som mand, cirka. 20-30 år og almindelig af bygning.

Han har kort, lyst hår og var iført sorte shorts, sort jakke med hætte og en blå rygsæk.

Borgere, der har oplysninger om personens identitet eller opholdssted, bedes kontakte politiet på telefon114.