Tre drenge, der går i 0. klasse, blev tilsyneladende forsøgt lokket ind i en bil i tirsdags af en mand og en kvinde.

De tre drenge befandt sig ifølge TV MidtVest på Ejstrupholm Skoles grønne arealer, da de tirsdag eftermiddag blev opsøgt af en mand og en kvinde. Det fortæller landbetjent Viggo Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

»Kvinden gik og spiste is og tilbød tre drenge, at de måtte smage. Da børnene takkede nej, tilbød kvinden, at de kunne gå med ned til bilen, hvor hun havde både slik og kage. Børnene takkede igen nej, og da en af skolens pædagoger nærmede sig, gik parret videre,« fortæller han.

Kvinden beskrives som dansk, mellem 35 og 40 år og med en højde mellem 170 og 175 centimeter. Hun havde langt hår samlet i hestehale og var iført grå hættetrøje og sorte bukser.

Manden beskrives som dansk, mellem 38 og 43 år, buttet og med en højde mellem 180 og 185 centimeter. Han bar mørk kasket og havde et uplejet fuldskæg og virkede usoigneret.

Ifølge landbetjenten Viggo Nielsen har en ældre pige på skolen efterfølgende fortalt, at hun også er blevet kontaktet af en mand og en kvinde, som ville have et kram.

Det gav hun dem, hvorefter hun skyndte sig hjem.

Til TV MidtVest oplyser Henrik Præstegaard fra Herning Politi, at politiet meget gerne vil høre fra folk, der har set noget eller ved mere om sagen. Du bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.