Midt- og Vestjyllands Politi er onsdag ude og efterlyse en ung mand.

Efterlysningen sker i forbindelse med en episode, der fandt sted tirsdag 1. oktober, hvor en mand blottede sig for fire piger i alderen 14-15 år.

Det oplyser politiet til TV Midtvest.

»De bemærker en herre, der står i en portåbning på den modsatte side af vejen,« siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive til mediet og tilføjer:

»Han står med fronten ud mod pigerne med bukserne nede om knæene og onanerer.«

Det er manden, som blottede sig for de unge piger, politiet nu er ude og efterlyse.

Manden beskrives som værende mellem 20 og 30 år gammel, 180-190 centimeter høj og af almindelig kropsbygning.

Han er lys i huden, har kort sort hår, og så var han iført grå hættetrøje, sort jakke og blå jeans på gerningstidspunktet.

Episoden fandt sted på Allegade i Skive.

Ved du, hvem blotteren er, eller har du andre informationer, som kan hjælpe politiets efterforskning, hører de gerne fra dig.

Du kan rette kontakt til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.