Københavns Politi har stadig ikke haft held til at lokalisere 64-årig Bjarne, som har været savnet siden 18. december.

Derfor kommer de nu med en bøn til borgerne i hans lokalområde om at hjælpe med eftersøgningen.

Det skriver politiet på Twitter.

»Vi leder fortsat efter 64-årige Bjarne, som forsvandt fra Digevej på Amager 18/12. Han er fanget af et kamera på Vejlands Allé samme eftermiddag, men er ikke set siden. Vi opfordrer beboere omkring Digevej/Ørestads Boulevard til at kigge efter ham i skure, udhuse mm.,« skriver politiet.

Signalementet er som følger:

»Bjarne er 180 cm høj, almindelig af bygning og går let foroverbøjet. Han er karseklippet, har skægstubbe og var iført en kort, sort og let vatteret termojakke, sorte bukser og Birkenstock-sandaler med en sort og en hvid sok i. Kontakt os på 1-1-4, hvis du har set ham«.

Politiet har nu valgt at offentliggøre flere billeder af Bjarne i håb om, at nogen kan genkende ham. Se dem herunder.