Nordjyllands Politi har torsdag udsendt en offentlig efterlysning af en 30-årig mand, som er mistænkt i forbindelse med en voldtægtssag fra Frederikshavn.

Niels Holm, som den efterlyste hedder, kan have forladt Nordjylland og opholde sig et andet sted i landet:

- Vi vil gerne opfordre borgere til at være opmærksomme - også selv om de befinder sig uden for Nordjyllands Politikreds, siger politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.