»Den mistænkte ved godt, at vi leder efter ham.«

Sådan lyder det fra Københavns Vestegns Politi, der nu efterlyser den 25-årige Soufian Laajab, som er mistænkt for drabsforsøg i forbindelse med en skudepisode, der fandt sted i Brøndby Strand den 29. januar.

Politiet har været på en række af hans kendte tilholdssteder og ledt efter ham – med uden held. Derfor bliver han nu efterlyst offentligt.

Soufian Laajab beskrives som ikke etnisk dansker og som 178 cm høj. Han beskrives desuden som spinkel til almindelig af bygning med mørkt til sort hår og med sort skæg.

Københavns Vestegns Politi har tidligere anholdt to andre mænd i sagen. De sidder nu begge varetægtsfængslet.

I forbindelse med skudepisoden 29. januar blev en 18-årig mand ramt af skud i benet og kørt til behandling på Hvidovre Hospital, hvorefter han blev meldt uden for livsfare.

Episoden fandt sted kort efter klokken 16 ved Brøndby Strand Kirke på adressen Brøndby Strand Centrum 90.

Ved søgning i området med politihunde blev der fundet to patronhylstre, som politiet vurderede måtte stamme fra skudepisoden.

Det er politiets foreløbige teori, at der er tale om en form for internt opgør.