Nordjyllands Politi efterlyser tirsdag eftermiddag en 25-årig litauisk mand.

Han er bosiddende i Nørresundby, men har sidst vist livstegn den 9. januar omkring klokken 12.00.

Derfor går politiet nu ud og beder offentligheden om hjælp til at finde ham.

»Familien i Litauen har ikke hørt fra ham, ligesom at en samboende ikke har haft kontakt til ham siden onsdag d. 8. januar 2020 kl. cirka 08.00. Derfor er vi interesseret i at vide, om han har det godt,« siger vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi, Niels Kronborg i en pressemeddelelse.

Han beskrives som værende cirka 180 centimeter høj, slank af bygning med mellemblond kort hår og blå øjne.

Han har muligvis forladt sin bopæl på en grøn cykel af ukendt mærke med lak-afskalninger på stellet og var muligvis iført en mørkegrå Jack & Jones vinterjakke med pelskrave.

Ligger du inde med viden, som kan være relevant for politiets efterforskning, eller ved du, hvor han befinder sig?

Så bedes du rette henvendelse til Nordjyllands Politi på 114.