Lyt til artiklen

Københavns Vestegns Politi beder nok en gang offentligheden om hjælp til at finde en 25-årig mand i forbindelse med et drabsforsøg.

Der er tale om Soufian Laajab, som er mistænkt i den skudepisode, der fandt sted i Brøndby Strand 29. januar.

Han beskrives på følgende måde:

  • Ikke etnisk dansk af udseende
  • 178 cm høj
  • Spinkel til almindelig af bygning
  • Mørkt til sort hår og sort skæg

Der er allerede anholdt to mænd i sagen om drabsforsøg. De er begge varetægtsfængslet i øjeblikket, oplyser Vestegnens Politi i en pressemeddelelse.

Her udtaler politikommissær Ole Nielsen:

»Den mistænkte ved godt, at vi leder efter ham, og vi har været på en række af hans kendte tilholdssteder uden at træffe ham – så nu bliver han efterlyst offentligt, og vi håber, at offentligheden kan hjælpe med informationer om, hvor han gemmer sig.«

Ved skudepisoden 29. januar blev en 18-årig mand ramt i benet og efterfølgende kørt på hospitalet i Hvidovre til behandling.

Her blev han senere meldt uden for livsfare.

Episoden fandt sted kort efter klokken 16 ved Brøndby Strand Kirke på adressen Brøndby Strand Centrum 90.

Det er politiets foreløbige teori, at der er tale om en form for internt opgør.

B.T. følger sagen.