En 17-årig pige fra Fredensborg i Nordsjælland er gået hjemmefra i weekenden. Ingen har hørt fra hende siden da, og nu efterlyser Nordsjællands Politi den 17-årige Mette.

Pigen lider af anoreksi, og hun kan derfor være i livsfare, hvis ikke hun får hjælp af sundhedspersonale fortæller politiet.

»Hendes familie har ikke hørt fra hende i noget tid, så nu er vi og andre fagpersoner bekymrede for hende,« siger vagtchefen hos Nordsjællands Politi.

Vagtchefen forklarer, at hun er meget mobil. Det vil sige, at hun på trods af sin anoreksi sagtens kan bevæge sig rundt med bus og tog. Derfor kan hun være kommet langt væk fra Fredensborg.

17-årige Mette er 152 cm. høj og spinkel af bygning. Da hun gik hjemmefra var hun iført blå cowboybukser, en kort, sort dynejakke med pelskrave og brune vinterstøvler.

Hvis man har set Mette, beder Nordsjællands Politi om, at man kontakter dem på 114 eller 49 27 14 48.