Den 13-årige pige, som politiet tidligere søndag efterlyste, er fundet i god behold.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi søndag aften på twitter.

Hun blev tidligere søndag efterlyst, da hun havde været væk hjemmefra siden fredag uden at nogen kunne finde hende.

Pigen blev før efterlysningen sidst set på Trappetorvet i Viborg lørdag klokken 12 af en bekendt.

Det fortalte vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi tidligere søndag til BT.

»Vi har været ude for at finde det spor, hun har lagt. Hun har besøgt en hun kender inde i Viborg - det er ikke noget, hun har oplyst til forældrene, men vi har fundet frem til vedkommende.«

Politiet mistede dog efterfølgende sporet af teenagere, hvilket altså resulterede i, at man valgte at efterlyse hende.

Og det gav heldigvis pote. Ifølge politiet var det henvendelser fra private, der førte til, at man fandt frem til teenageren, der blev fundet i god behold.