Politiet modtog fredag morgen en anmeldelse om voldtægt i det indre København.

En forbipasserende fandt fredag morgen en kvinde på Sankt Peders Stræde i det indre København. Kvinden fortalte, at hun var blevet voldtaget.

- Der er tale om en 25-årig kvinde, som har oplyst, at hun har været udsat for en fuldbyrdet voldtægt, fortæller Jonatan Smith, der er central efterforskningsleder hos Københavns Politi.

Kvinden befandt sig på Sankt Peders Stræde på strækningen mellem Vester Voldgade og Teglgårdsstræde. Sidstnævnte gade har en særlig plads i den københavnske kriminalhistorie. Det var her gymnasieeleven Stine Geisler blev fundet bundet og dræbt i et kælderrum tilbage i 1990.

Voldtægten blev anmeldt klokken 05 fredag morgen. Politiets efterforskere har efterfølgende været i gang med at sikre spor fra området omkring gerningsstedet.

Ud over kriminalteknikere og et større antal betjente har politiet også været til stede med hunde i området. I forbindelse med undersøgelserne på stedet afspærrede politiet et større område.

Beboere på vej til arbejde blev desuden instrueret i, hvor de måtte gå, så de ikke forstyrrede sporsikringen.

Afspærringerne forhindrede også flere skolebørn fra Sankt Petri Skole, som ligger i Larslejsstræde, i at komme den direkte vej i skole. De blev af politiet bedt om at finde en anden rute.

Det er endnu begrænset, hvad politiet kan sige om hændelsesforløbet, men noget tyder på, at kvinden er et tilfældigt offer.

- Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at hun har haft en relation til gerningsmanden, siger Jonatan Smith.

Kvinden har givet politiet et signalement af gerningsmanden. Han beskrives som en mand af afrikansk udseende i alderen 20-30 år. Han var tæt af bygning, havde kort hår og var iført sort tøj. Derudover havde han et lille overskæg.

Gerningsmanden kørte på en rød eller orange cykel.

/ritzau/