Det er endnu uvist, hvad der gik forud for, at en mand i Aarhus smed sin mor ud over gelænderet på en altan, hvorefter han selv sprang.

Siden to personer i formiddags blev fundet døde på Skovvejen i Aarhus i formiddag, har politiet arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvad der skete. Det skriver bt.dk.

»Der er tale om en forfærdelig familietragedie. En 53-årig psykisk uligevægtig mand, der løfter sin 89-årige mor ud over gelænderet på altanen. Umiddelbart efter hopper han selv ud,« fortæller efterforskningsleder Peter Grove Munk til bt.dk.

Faldet fra altanen på 5. sal var 15 meter, og moderen afgik ved døden øjeblikkeligt. Der blev ydet førstehjælp til sønnen, og han blev kørt på skadestuen, hvor han blev erklæret død.

Politiet har endnu ikke haft mulighed for at klarlægge, hvad der er gået forud for de to personers fald fra altanen.

»Vi ved ikke, om der er tale om medlidenhedsdrab, eller om det er selvmord. Vi har ikke haft mulighed for at tale med deres læge, da vedkommende er til konference i dag. Men vi håber på at kunne opklare det en af de nærmeste dage,« siger Peter Grove Munk.

Moderen og hendes 53-årige søn boede begge to i 5.sals-lejligheden, der ligger mellem Risskov og havnen i Aarhus.

En nabo fortæller til bt.dk, at de ikke gjorde meget væsen af sig, men at de pænt hilste, når de mødte hinanden på trappen eller ude foran bygningen.