Tidlig søndag morgen modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om et tog, der havde påkørt flere træstammer i Ølgod.
Derfor undersøger politiet nu, hvorvidt der er tale om en bevidst handling og om nogen har placeret genstande på skinnerne.
»Vi tager hændelsen meget alvorligt. Genstande på en jernbane kan udsætte både passagerer og togpersonale for alvorlig fare,« udtaler Søren Theilgaard Rønnow, vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Politikredsen forventer at være fremme ved togskinnerne i Ølgod frem til søndag eftermiddag, hvor de foretager undersøgelser på stedet.
Heriblandt undersøgelser med hunde, droner og kriminaltekniske undersøgelser. Togtrafikken er derfor indstillet mens efterforskningen står på.
Det vides ikke, hvornår togdriften kan genoptages.
Dog vil Syd- og Sønderjylland gerne høre fra personer, der kan have nyttig viden i sagen.
»Selv en observation, der umiddelbart kan virke ubetydelig, kan vise sig at være relevant for vores efterforskning. Derfor opfordrer vi alle, der har befundet sig i området i løbet af natten eller de tidlige morgentimer, til at overveje, om de har set personer, køretøjer eller anden usædvanlig aktivitet,« lyder det fra vicepolitiinspektøren, Søren Theilgaard Rønnow.