Onsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om hærværk mod Kokkedal Islamisk Menighed i Fredensborg Kommune.

Nu efterforsker Nordsjællands Politi sagen, skriver politiet i deres døgnrapport.

Ifølge politiet bestod hærværket af graffiti på en mur, hvor der stod flere ukvemsord, mens der også var malet en jødestjerne samt en person, som havde afføring på en koran.

I et opslag på Facebook har et byrådsmedlem fra kommunen Soma Mayel (R) desuden delt om hændelsen. 

'Det her er ikke bare et angreb på en bygning. Det er et angreb på mennesker. På en religiøs minoritet. På vores fællesskab. Og det er ikke et lokalsamfund, jeg vil acceptere eller finde mig i,' lyder det fra det byrådsmedlemmet i opslaget.