Østjyllands Politi går ind i sagen om, hvorvidt Venstres Britt Bager har modtaget ulovlig valgkampsstøtte.

Sagen handler om, det er tilladt for politikere at holde donorer hemmelige, som støtter finansielt via flere af deres selskaber.

At politiet efterforsker sagen fra 2015, bekræfter de over for Politiken, som første gang omtalte sagen i 2019 på baggrund af en aktindsigt.

Én selskabsejer donerede sammenlagt 100.000 kroner anonymt til Britt Bager, der for første gang forsøgte at komme ind i Folketinget.

Loven siger, at man skal offentliggøre donorer, der støtter med mere end 20.000 kroner.

Men da vedkommende gjorde det via fem af dennes selskaber, behøvede hun tilsyneladende ikke at gøre det.

Men to eksperter, som Politiken talte med i april, mener, at det er i strid med lovens ånd, og det kan ifølge dem være direkte ulovligt.

Djurskredsens formand Mogens Høeg Hørning holder fast i, at partiet og Britt Bager har overholdt loven, da han bliver spurgt ind til, hvad han tænker om, at politiet har indledt en efterforskning.

»Det ser jeg ikke som noget problem. Midt- og Vestjyllands politi har henlagt sagen en gang, så det ser jeg ikke som noget problem. Jeg tror ikke på, at der er blevet begået noget som helst, der ikke kan tåle dagens lys. Overhovedet ikke. Og jeg tror ikke, det er fusk, som det ord, du brugte«.

Til B.T. lyder svaret fra Britt Bager:

'Jeg er glad for, at politiet nu kigger på sagen, så den kan blive afsluttet. Indtil politiet har færdiggjort deres arbejde, har jeg ikke yderligere kommentarer.'

Mediet citerer Randers Amtsavis for, at den nye efterforskning skyldes en anmeldelse fra Enhedslisten, der blev indgivet i april.