Mandag tikkede der en anmeldelse ind til Sydøstjyllands Politi om en 68-årig mand, der var fundet død ved Christiansfeld.

Nærmere bestemt på en ejendom på Nefgårdvej.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Derefter rykkede Sydøstjyllands Politi ud til stedet og gik i gang med at undersøge nærmere.

»Vi er fortsat i færd med at undersøge spor på ejendommen og gennemføre afhøringer for at danne os et billede af, hvad der er foregået. De undersøgelser vil formentlig pågå nogen tid endnu,« lyder det fra vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen, Christian Skyt, i pressemeddelelsen.

Han kan dog ikke komme nærmere ind på, hvorfor sagen betragtes som et drab.

Vicepolitiinspektøren opfordrer borgere til at kontakte politiets servicecenter på 1-1-4, hvis de har informationer eller viden, der kan hjælpe efterforskningen.

Christian Skyt tilføjer, at politikredsen særligt er interesserede i at høre, om nogen har set noget mistænkeligt i nærområdet omkring netop Nefgårdvej i tidsrummet fra søndag klokken 18, hvor den ældre afdøde mand sidst er blevet set, til tidspunktet omkring anmeldelsen mandag klokken 19.30.

Politikredsen har på nuværende tidspunkt ikke foretaget anholdelser i sagen.

Den afdøde mands nærmeste pårørende er blevet underrettet.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi.