En villa på Randersvej i Aarhus brændte natten til tirsdag næsten ned til grunden.

Det oplyser Østjyllands Politi til B.T.

»Der er tale om et ubeboet hus, der ligger i forbindelse med en byggeplads, så heldigvis kom ingen personer noget til under branden,« fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov.

»Villaen udbrændte stort set.«

Han fortæller også, at politiet efterforsker branden som påsat.

»Der er forskellige ting, der indikerer, at den kan være påsat,« siger han.

Politiet ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at komme nærmere ind på, hvad det er, der gør, at politiet tror, der er sket noget kriminelt.

»Vi kan ikke sige mere, før vi er færdige med undersøgelserne af brandstedet,« siger vagtchefen.