I syv år sendte selskaber i Danmark sorte milliarder gennem Danske Banks filial i Estland, mener politiet.

En sag om hvidvask for omkring 30 milliarder kroner er under efterforskning hos Søik, populært kaldet Bagmandspolitiet.

Politiets mistanke drejer sig om, at nogle danske selskaber skal have kanaliseret det enorme beløb, der angiveligt stammer fra lovovertrædelser, gennem Danske Banks nu lukkede og skandaleramte filial i Estland.

En herboende litauisk kvinde er sigtet i sagen. Det fremgår af en kendelse, som Retten på Frederiksberg afsagde i december, og som Ritzau har fået aktindsigt i.

Sagen kaldes af Bagmandspolitiet for K/S-sagen. Det henviser til, at selskaberne var kommanditselskaber.

I en udtalelse tirsdag til Ritzau bekræfter statsadvokat Kirsten Dyrman, at Søik har konstateret, at der kan være begået hvidvask i forbindelse med en række danske kommanditselskaber.

I de seneste par år har der været stort fokus på Danske Banks filial i Estland, som mistænkes for at være blevet misbrugt til hvidvask.

I en advokatundersøgelse, som banken selv bestilte, blev der set nærmere på cirka 15.000 kunder i filialen. Kun 72 var danske kunder. Heraf var der 53 kommanditselskaber.

"Alle disse kunder er fundet mistænkelige", hedder det i Bruun & Hjejles rapport specifikt om kommanditselskaberne.

Misbruget kunne lade sig gøre på grund af "alvorlige mangler i bankens styring og kontrolsystemer", står der i rapporten, som blev offentliggjort i september 2018.

Danske Bank og flere ledende personer, heriblandt tidligere administrerende direktør Thomas Borgen, er blevet sigtet af Bagmandspolitiet for ikke at overholde de regler, som netop skal hindre hvidvask.

Sagen om de 30 milliarder kroner begyndte efterforskere i Bagmandspolitiet at arbejde sidste sommer. Sigtelsen blev formelt rejst i oktober, men endnu er efterforskningen på et tidligt stadie, fremgår det af retskendelsen.

Hvidvaskningen skal være sket i løbet af en periode på lidt mere end syv år - fra december 2008 og frem til marts 2016.

Statsadvokat Kirsten Dyrman siger, at det er for tidligt at udtale sig om omfang og tidshorisont for, hvornår der vil kunne tages stilling til eventuel tiltale.

- Jeg kan dog oplyse, at efterforskningen har tråde både til sagen mod Danske Bank og en verserende sag om overtrædelse af straffelovens § 290 a, udtaler hun.

Dermed hentyder hun til, at den sigtede, den 46-årige CC, i forvejen er tiltalt i en sag om hvidvask af 166 millioner kroner. For tiden behandles denne sag af Retten på Frederiksberg.

CC har arbejdet sammen med landsmanden AM, der tidligere er stået frem i Berlingske. Her han han berettet om, at han havde rollen som stråmand, idet han var registreret som direktør i et stort antal selskaber. Det var især rige russere, der brugte ham, skrev avisen.

I den verserende straffesag mod CC er han blevet afhørt som vidne. Han har fortalt retten, at han har været indsat som direktør i godt 200 selskaber. Først blev han hyret af et dansk-russisk par, og senere var det CC, han arbejdede for.

Som direktør skulle han ikke gøre noget særligt. Det var nok at møde op på et kontor en gang om ugen og underskrive dokumenter. Han skulle bare lægge navn til, har han sagt. Lønnen var 12.000 kroner om måneden.

I øvrigt forventer han selv at blive stillet for retten, har han sagt i vidneskranken. I Tyskland undersøges han i en sag om 300 millioner euro, og dertil kommer den nye danske sag om "et meget stort beløb", fremgår det af retsbogen.

/ritzau/