Mandag eftermiddag blev en 54-årig mand fundet dræbt i en lejlighed i Silkeborg.

Tirsdag eftermiddag var Midt- og Vestjyllands Politi samt teknikere massivt på adressen.

Det fortæller B.T.s medarbejder på stedet.

Her gik adskillige af politiets teknikere i pendulfart fra lejligheden med flere poser med bevismateriale, som muligvis kan bruges i drabssagen.

Mediet TV Midtvest skriver, at den 54-årige mand var blevet stukket i brystet, nakken samt fået skåret halsen over.

Og ifølge anklager Alexander Stürup Sørensen er drabet foregået mellem søndag eftermiddag og mandag middag.

Manden døde af forblødninger.

Mediet oplyser 18.30, at de to anholdte er sigtet for drabet og er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de formoder, at der er tale om et opgør i misbrugsmiljøet, som resulterede i den 54-årige mands død.

Den 54-årige mand blev fundet død i en lejlighed på Langelinie i Silkeborg mandag, efter en person var blevet bekymret over, at manden ikke var dukket op til en aftale.

Herefter forsøgte personen at tage kontakt til manden på bopælen. Ved middagstid mandag fik politiet en anmeldelse fra personen om, at den 54-årige var fundet død.

Politiet har skredet til flere anholdelser i sagen. Og en 62-årig mand samt en 55-årig kvinde er blevet anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling i løbet af tirsdag.

Politikredsen oplyser på Twitter, at grundlovsforhøret begyndte kl. 14.30 ved retten i Viborg.

De har dog fortsat ikke yderligere kommentarer, før dette er afsluttet.