Politiet efterforsker i øjeblikket en brand på Kapelvej på Nørrebro, der fandt sted søndag aften.
»Vi fik en anmeldelse om en brand i en opgang, og vi efterforsker i øjeblikket forholdet,« oplyser Jonathan Wald, vagtchef fra Københavns Politi.
Vagtchefen oplyser videre, at NKC – politiets kriminalteknikere – har været og assistere på stedet.
»Vi efterforsker sagen. Det er klart, at en af hypoteserne er, at branden ikke er opstået af sig selv,« fortæller vagtchefen.
Billeder fra stedet viser også, at ammunitionsrydningstjenesten EOD har været på stedet.
Ingen er kommet til skade eller er blevet evakueret i forbindelse med branden.
»Nogen har fået lov til at blive der, mens andre selv er taget andre steder hen,« lyder meldingen fra vagtchefen.
Politiet arbejder mandag morgen fortsat på stedet. Derfor er det ikke muligt at komme ind i lejlighedsopgangen.
»Vi prøver at bevare gerningsstedet.«
Politiet modtog anmeldelsen søndag aften klokken 21.05.
Lyt til B.T.s podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du normalt lytter til podcast: