En anonym Instagram-profil – kaldet 'Øregårds Bekendelser' – har siden fredag skabt massiv uro på Øregård Gymnasium i Hellerup nord for København. 

Profilen har fungeret som en slags digital bekendelseslinje, hvor der er blevet delt nøgenbilleder, grove skældsord og krænkende opslag af elever på skolen.

Det fortæller to forældre til elever på gymnasiet. Forældrene ønsker at være anonyme.

»Der er blevet lagt de mest frygtelige ting op,« siger den ene. 

Ifølge forældrene blev der delt op mod fire opslag i timen. Flere piger er blandt andet blevet omtalt med grove skældsord som 'luder' på profilen.

Derudover skal der have været afstemninger om, hvilke piger på gymnasiet der var mest 'sexede', ligesom personen bag profilen angiveligt har presset elever til at dele sladder.

Profilen var aktiv hele weekenden og blev først lukket ned mandag morgen. Ifølge forældrene skrev personen bag blandt andet, at 'I kan ikke finde mig', og hævdede samtidig at skifte IP-adresse.

Politi til stede under krisemøde 
Mandag blev der afholdt et krisemøde på Øregård Gymnasium, hvor eleverne blev orienteret om sagen. Politiet deltog også i mødet.

Her blev eleverne opfordret til at stoppe med at følge profilen og til at slette eventuelle screenshots eller andet indhold, de måtte have gemt.

Ifølge forældrene har opslagenes karakter skabt så stor utryghed, at flere elever angiveligt har været bange for at møde op i skole – og til arrangementer på skolen. 

Ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk 

Ligeledes fortæller en forælder, hvordan de var bekymrede for at sende deres barn i skole tirsdag. 

»Vi har sendt vores barn i skole i dag, men de er vildt bange, fordi de ikke ved, hvem der står bag profilen,« siger forælderen.

Nordsjællands Politi bekræfter overfor B.T., at de har modtaget flere anmeldelser i sagen.

Politiet bekræfter, at de har modtaget flere anmeldelser i sagen. 
Politiet bekræfter, at de har modtaget flere anmeldelser i sagen.  Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det er en sag, vi efterforsker, og vi kommer også til at tage en dialog med Øregård Gymnasium,« oplyser politiet.

Kan medføre bortvisning af elev
Rektor på Øregård Gymnasium, Pia Nyring, understreger, at sagen tages særdeles alvorligt – og at konsekvenserne kan blive alvorlige, hvis personen bag profilen viser sig at være elev på skolen.

»Vi har anmeldt sagen og bedt eleverne om ikke at følge siden, samt om at beskytte sig selv og huske reglerne for deling af information om andre,« siger hun.

Hun understreger samtidig, at skolen endnu ikke ved, hvem der står bag.

»Det er en lukket og anonym profil, så vi ved ikke, hvem der står bag. Hvis det viser sig at være en elev herfra, er det fuldstændig uacceptabelt i forhold til vores værdier – og så kan man ikke gå på skolen,« siger Pia Nyring.

Ifølge rektoren har eleverne det efter omstændighederne godt. Hun oplyser samtidig, at det er en mindre gruppe elever, der er blevet omtalt på profilen.

»For hver eneste elev, profilen har ramt, gør det her ondt. Vi vil gerne tilbyde al den hjælp, de kunne have brug for,« siger hun. 

Skolen har på nuværende tidspunkt ingen konkrete spor at gå videre med, ud over at de VPN-adresser, der er knyttet til profilen, ikke umiddelbart kan forbindes til gymnasiet.

»Vi ser VPN-adresser, som tyder på, at det kan komme andre steder fra. Mere kan jeg ikke sige,« siger Pia Nyring.

Har du oplysninger i sagen, opfordres du til at kontakte politiet på 114.