Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en anmeldelse om et overgreb på en 13-årig pige.

Overgrebet skal have fundet sted på Gammelbro Camping ved Haderslev.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Det var søndag 27. november, politiet modtog en anmeldelse om et overgreb mod en blot 13-årig pige.

Ifølge anmeldelsen fandt overgrebet sted den aften mellem klokken 21 og 22.

Siden har politiet indledt en efterforskning af sagen, ligesom man har afsøgt området med hundepatruljer.

Nu vil man gerne høre fra vidner, der kan have set noget i sagen:

»Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der har observeret en ikke nærmere beskrevet mand, der kontaktede den 13-årige pige på stedet,« lyder det fra politiet.

Har du set eller hørt noget, der kan have forbindelse med sagen, opfordrer politiet til, at du ringer på telefonnummer 1-1-4.